TUDEFJÆS!

Overtro

2010-12-08T20:04:00.000-03:00

Igen er jeg blevet tæppebombet med AT DER ALTSÅ FINDES ÅNDER, SPØGELSER OG QIVITTOQ-ER. Af folk, som jeg faktisk anser for at være rationelle, fornuftige mennesker.

De fleste af dem, som forsøger at overbevise mig om, at ånderne, der bor både her og der, bliver stødt, forarget og mere end letter fornærmet over, at jeg ikke tror, som de selv gør.

Er vi ikke over i noget fanatisme?
Hvori ligger den store forskel i religiøs fanatisme og fanatisk overtro på ånder mm.

Jeg vil gerne tro, men så skal jeg se lidt flere beviser på åndernes eksistens end at nogen menneske føler og mærker dem..

Hvad jeg også gerne vil, er at de, som overtror respekterer min mangel på tro, som jeg respekterer deres overtro..Er det for meget forlangt?

Når sprog er et magtmiddel

2009-09-12T17:17:00.001-02:00

Når sproget ikke længere er et kommunikationsmiddel, men et magtmiddel.

Min lillesøster har udfærdiget et brev. Hun bad mig om at læse det. Og hun spurgte mig om det var en idé at lægge det ud til alle vores kollegaer. (Vi arbejder på samme skole) Det har jeg ikke taget stilling til endnu, men jeg ved, hvorfor hun har skrevet det, og jeg ved lige nøjagtigt hvordan hun har det, for vi var sammen da vi blev korrekset for et forkert brug af et enkelt ord:

Her er hendes brev:

Kære kollega
Modsat mange andre halv-grønlændere/halv-danskere formår jeg at udtrykke mig forståeligt på grønlandsk, dette til trods for, at jeg hele min barndom kun har snakket dansk derhjemme.
Jeg er, dette til trods, dog stolt af, at jeg til dels behersker begge sprog til hverdagsbrug…
Da jeg var barn havde jeg den dårlige vane, at tale dansk til folk der tiltale mig på grønlandsk, dette fik jeg dog at vide ikke var høfligt. Derfor gjorde jeg mit bedste, og svarede grønlandsk til folk, når de talte grønlandsk til mig.
Men, men, men…
Nu er jeg i hvert fald kommet i tvivl, for mange gange, når man åbner munden for at tale grønlandsk til grønlændere, bliver man bare overdænget med sine grammatiske fejl, dette til trods for, at jeg ved, at den jeg taler med, udmærket forstår hvad jeg siger.
Det sætter selvfølgelig nogle tanker i gang hos mig, bl.a.:
o Det jeg har på hjertet, er det ikke mere interessant end hvordan jeg får det sagt? (jeg ved jo at folk udmærket forstår hvad jeg siger).
o Skal jeg begynde at svare på dansk for at folk gider lytte til hvad jeg har på hjertet?
o Er folk mere interesseret i at fortælle mig hvor lidt jeg kan, og dermed nedgøre mig?
o Skal jeg eksamineres hver gang jeg åbner munden?
o Er det jeg siger da meget uinteressant?
Jeg ved godt, det ikke er alle der er sådan, men faktisk kun nogle få. Disse få fylder dog en hel del, især fordi jeg altid har hadet at gå til eksamen…
Jeg sidder nu og tænker på om jeg skal bede alle der tiltaler mig, fortælle mig, om jeg skal tale dansk eller grønlandsk, for jeg gider ikke eksamineres hver gang jeg åbner munden. Og meget apropos, så har jeg altså også hørt mange hel-grønlændere udtrykke sig grammatisk ukorrekt, men er der nogen der tiltaler dem? For mange gange, når man ordene er væltet ud af ens mund, kan man godt selv høre fejlen.

Venlig hilsen

Lena

Jeg behøver vel ikke engang at skrive, at jeg er enig med hende?

Vi, som er født heroppe, eller som har boet heroppe hele vores liv, men som ikke taler fuldstændig grammatisk korrekt grønlandsk, eller for den sags skyld, dansk, skal i tide og utide korrekses for de små (og sjældent store) sproglige fejl, som vi begår.

Jeg kan undre mig over, at de danskere, som har boet heroppe i mere end 40 og som taler et gebrokkent grønlandsk er "dygtige", hvorimod os andre som har boet heroppe i kortere tid (mine 43 minus de 3 år, hvor jeg boede i Viborg) skal have skudt i skoene, at det bestemt ikke er godt nok. Og jeg kan undre mig over at “fuldblods-grønlændere” som heller ikke tager grammatikken alt for højtidligt ikke bliver irettesat og korrekset. For dem er der altså også en hel del af. SELV jeg, sprog-bastarden kan høre det!

Jeg, for mit vedkommende taler et udmærket dansk og har aldrig skullet høre for mine grammatiske skrive-og/eller talefejl på dansk af andre danskere, så hvorfor er det lige, at de grønlændere, som har kendt os hele vores liv, og som ved, at vi ikke har fået stoppet det grønlandske sprog ind med modermælken eller banket det resolut ind i knolden i folkeskolen, så absolut og så gerne, vil fortælle os om vore sproglige mangler og fejl?

Ja, jeg spørger bare!

Er det mon bedre, at vi helt undlader at tale grønlandsk i Grønland, fordi vi ikke mestrer det fuldkommet, og istedet taler dansk, som vi dog mestrer?
Jeg er træt af at høre på det! Jeg er træt af de mennesker, der mener, at de har lov til, ja nærmest ret og pligt til, at gøre opmærksom på VORES fejl, og helst når de har indtaget alkohol.

Har de ikke andet at udsætte på os eller handler det om, at de selv har så forbandet lidt at byde ind med at de føler sig nødsaget til at finde fejl og mangler hos deres medmennesker?
Jeg kan hilse og sige, at jeg bliver meget såret, når jeg ikke kan få lov til at tale ud, tale fra hjertet eller sige min mening uden at det er det sproglige, der lægges fokus på. Hvad med indholdet? Næ, vi bastarder, resultatet af et blandet ægteskab, halv-grønlænderen/halv-danskerne, vi skal bare holde vores kæft, for ytringsfriheden gælder kun for dem, som kan tale perfekt og fejlfrit! Jeg, og heller ikke min søster, begynder at klandre dem for deres alkohol-indtag til trods for at vi kan se og især høre, at det er til skade for dem selv og andre.

Vi andre “sprog-spassere” skal bare betale vores skat eller rejse hjem.

Hjem!

Jeg er (fanme) hjemme og hjemme hos mig, må man give udtryk for akkurat det, som ligger på hjertet og på det sprog, som ligger lige for. Hjemme hos mig, gælder ytringsfriheden for alle, store som små, velformulerede som mindre velformulerede! Hjemme hos mig, bliver ens mening respekteret uanset, hvilket sprog meningen er kommet til udtryk i!

Næ du!

Heroppe i Grønland er sprog et magtmiddet og ikke altid et kommunikationsmiddel, ihvertfald ikke, hvis du ligesom jeg, ikke taler dansk og grønlandsk til fuldkommenhed og perfekthed.
Jeg trøster mig med, at jeg kan så meget andet og at jeg i det daglige har venner, familie og bekendte, som vil lytte til, hvad jeg siger og ikke til hvordan jeg siger det.

Men tro mig: det er anstrengende og sårende, når man gang på gang skal afbryde sine sætninger for at blive rettet, korrekset eller bare nedgøres.

Vi halv-grønlændere / halv-danskere har også følelser og meninger, men det næste bliver vel at det kun er dem som på grammatisk korrekt talt og skrevet grønlandsk/dansk/engelsk/kinesisk/tegnsprog eller hvad det nu måtte være har ret til disse?

Jeg kunne skrive side op og side ned (på dansk) om hvor frustrerende det er at blive bedømt på sproget og ikke på, hvad jeg forsøger at sige med (mit mangelfulde) sprog, men jeg tror at du har fattet pointen?

Hvad mener du? Læg din mening i kommentar-feltet og skriv det endelig i det sprog, som du har det bedst med.

Hvad sagde jeg!

2009-05-03T20:26:00.005-02:00

Hvor er jeg bare træt af folk, der kommer rendende og skal fortælle mig "deres ærlige mening" om min fotografering. Jeg har ikke bedt om nogens ærlige eller uærlige mening i denne sammenhæng. Jeg vidste på forhånd og var forberedt på, at sådan ville det være/blive, men jeg havde ikke forberedt mig på, at det ville vare i så lang tid og at folk, som jeg ikke kender, og hvis mening jeg overhovedet ikke har bedt om, kommer rendende og skal fortælle mig om deres synspunkter: " Jeg syntes overhovedet ikke at dit vinderbillede var godt.. Det skulle have været den eller den, som vandt". "Ham/ hende var altså meget bedre end dig" "Een, jeg kender tager meget bedre billeder". Altså! Nu har jeg jo ikke selv valgt at jeg skulle vinde. Det var der dommere, der afgjorde. Og det til min fordel! To gange! Når jeg så har indflettet denne diskrete (host, host) pralen, vil jeg da også tilføje at smag og behag er så forskellig, og at jeg ikke tager billeder for andres skyld end min egen. Jeg er enevældig hersker på alle mine tre blogge, og jeg kan sætte et hvilket som helst billede ind, som passer mig eller jeg kan lade helt være! Jeg har dog det princip, at jeg såvidt muligt ikke skal støde nogen med hverken mine tekster eller billeder. Måske det sker, men indtil nu har jeg kun fået ros og smiger i kommentarfeltet. TAK for dem! De glæder mig hvergang. De mennesker, der har så travlt med at fortælle og belære mig om det gode billede, har måske ikke mod til at kritisere skriftligt, hvor andre end jeg, kan se det? Det kunne ellers være interessant om de gjorde.. det ville helt sikkert skabe noget debat? Det andet, at fremmede mennesker pludseligt kommer rendende og skal vise mig deres billeder, som de mener at meget bedre end .. og noget af det bedste DE har set, det kan jeg da leve med, selvom jeg ikke rigtig kan se, hvorfor de mener, at jeg skulle have interesse i det? Jeg er læreruddannet og har ikke for fem flade ører forstand på de fototekniske ting. Jeg har overhovedet ingen, absolut ingen forudsætninger for at kunne bedømme andre menneskers billeder, andet end at jeg kan sige om JEG synes det er godt eller dårligt. Smag og behag. Tænk, hvis det var en sangkonkurrence, jeg havde vundet. Ville folk så stille sig op og synge for mig offentligt? Ude på gaden? Når jeg var til koncert? Det kunne aldrig falde mig ind at fortælle en for mig vildt fremmed, som har vundet et eller andet, min mening, medmindre der blev spurgt til den og slet ikke hvis det var en negativ mening jeg havde. Er det ikke det man kalder for pli og god opførsel? At man opfører sig høfligt og opdragent overfor mennesker, som man ikke kender, og hvis reaktion og følelsesliv man ikke kan forudsige? Pli! Måske er jeg lidt sart og måske skal jeg tage det sure med det søde med, når nu jeg vælger at være offentlig med mine blogge? Måske? Nu er det sure ihvertfald ude for denne gang, og jeg vil skynde mig at sætte nogle flere kedelige, intetsigende og middelgode/halvdårlige billeder ind på min blog, som fremmede folk kan danne sig en mening om, så de har noget at sige til mig næste gang jeg går på gaden, er til koncert, handler ind i Brugsen eller sidder lige så fredeligt og drikker kaffe på Sømandshjemmet.

Manglende respons

2008-09-24T21:32:00.003-02:00

Det er decideret uartigt, når offentlige instanser ikke på een eller anden måde giver respons på skriftlige henvendelser. Jeg har sitret helt ned til tæerne af harme og frustration over alle de mange breve jeg gennem tiden har afsendt, og som jeg ikke engang ved, er kommet frem. Det mindste man kan gøre som offentlig instans, er da at sende en kvittering for modtagelse af ens skrivelse, og at man / de vil eller ikke vil behandle det emne, som man har gjort sig umage med at skrive ned og afsende. Jeg er ikke ude på at revolutionere verden, men jeg kan på den anden side heller ikke bare sidde med hænderne i skødet og lade uretfærdigheder foregå. Kan de for fanden ikke opføre sig professionelt, seriøst og menneskeligt og give en eller anden form for svar på skriftlige henvendelser!! Jeg er frustret!

Grydeklar minoritetsgruppe

2008-09-18T15:52:00.003-02:00

Jeg tilhører en minoritetsgruppe! Jeg er et produkt fra et blandet ægteskab. I mit tilfælde er min mor grønlandsk og min far dansk. Dét i sig selv har aldrig været noget problem. Jeg føler mig ikke splittet og smiler ved tanken om, at jeg er halvt dansk, halvt grønlandsk. Kan man da være et halvt menneske? Nej, vel?! I mit hjem har modersmålet været dansk, da min far af gode grunde ikke taler grønlandsk og min mor taler flydende dansk, og jeg har gået i en dansk klasse hele min barndom. Måske ville det være mere retvisende at sige, at jeg gik i en integreret klasse, for der var børn/elever, hvis forældre var grønlænder/grønlænder, dansk/grønlænder, grønlænder/dansk eller dansk/dansk. I min barndom var det vigtigt, at vi lærte dansk, da det havde stor betydning for os senere, hvis vi skulle videreuddanne os. Vi talte naturligvis en del dansk indbyrdes i klassen, men der blev også talt grønlandsk, ligesom der også blev talt grønlandsk i hjemmet. Det har et minus, der bliver større og større i disse grønlandiserings-tider, og det er, at mit især grønlandske skriftsprog ikke er fuldendt, omend ikke mange almindelige mennesker ville kunne finde fejl eller mangler ved det. Lige som der også i Danmark er folk, der værner om det danske sprog, er der også folk heroppe, der værner om det grønlandske sprog, og tak for det! Det er dog ikke alle fra min årgang, der er så heldige at de kan begå sig på begge sprog til trods for at de har boet i Grønland hele deres liv. Tiden dengang, var ikke til det, og der blev ikke stillet krav om, at vi skulle eller burde. Jo jo, er der så flere og flere, der rynker på næsen og siger; så kan de lære det nu, kan de eller de kan rejse hjem! Problemet er altså bare liiige, at de / vi altså er HJEMME. Vi bor her. Nogen af os (ikke mig) er født heroppe, vokset op heroppe (mig) er gift heroppe (mig), har børn og tænker ikke et sekund på at rejse væk herfra. Vi lever med, selvom vi er en minoritetsgruppe og jeg ved, at mange ikke deltager i offentlige debatter og diskussioner. Er det ikke det rette sprog der tales, kan vi sådan set tie stille eller lære sproget inden vi ytrer os. Der bliver set med mildere øjne på ny-tilkomne..af gode grunde, og tak for det også. Og hvorfor nu denne lange, lange indledning? Jo, nu er Jan (mit fine blog-filter, min censur, menings-mentor og bedste kritiker på den positive måde, vel at mærke) ude og rejse, så alt hvad jeg skriver ryger direkte og ufiltreret ud i cyberspace, og jeg kan brokke mig over, hvor lidt tillokkende det er at skulle skrive til lokal-avisen, som 1½-sproget. Min forfængelighed forbyder mig at oversætte mine egne artikler (fra dansk til grønlandsk) til lokal-avisen og hvis min mor ikke har tid eller lyst, kan/vil jeg kun indsende på dansk. I foråret indsendte jeg mit blogindlæg til lokalavisen sammen med billeder, som jeg tog, og regnede sådan set med, at det i sig selv var fint, men der blev efterspurgt en oversættelse, og der blev mailet 5-6 gange frem og tilbage om indlægget/artiklen og jeg blev informeret/involveret i lokalbladet interne (oversættelses-problemer).Hvad kommer de mig ved?! Øv tænkte jeg dengang og og fandt det ikke tillokkende, at skulle skrive igen, selvom jeg nok mente og stadig mener, at der bør være mange flere artikler om alle de positive og gode ting, der foregår i vores by og gerne fra borgerne selv. Og da vores helt egen verdensmesteri Taekwon-do skulle afsted for forsvare sin titel og medalje, mente jeg nok at det var værd at skrive et par linier om i lokalavisen, og gjorde det! Men de filer jeg fik sendt afsted afstedkom et svar om, at artiklerne skulle være grydeklare og lige til at sætte i bladet, og at oversættelsen der kom i to filer var for uigennemskuelige..bla bla bla. Der er ansat en uddannnet journalist (vistnok kun ½-dags, men alligevel) og der er tolke at trække på i lokalbladet, så jeg mente at de burde kunne klare de ting. Jeg havde brugt min fritid på noget frivilligt, som jeg i bund og grund mente burde være opstået i lokalbladet selv (opsøgende arbejde)og i går udkom så Sivdleq/lokalbladet, og noget af min tekst mangler, og oversættelsen som jeg medsendte er tilsyneladende udgået og en anden står som oversætter for teksten til trods for at jeg medsendte et færdigt stykke arbejde på dansk og grønlandsk (min mor oversatte igen for mig og tak for det!). Jeg har modtaget forklaringer og undskyldninger fra lokalavisen/Sivdleq, men det afholder mig ikke fra at mene at det for mig ikke er særligt tillokkende at indsende artikler til offentlige aviser (endnu) Jeg sidder tilbage med en underlig smag i munden, for jeg troede jo lige at jeg var god og givtig og tilføjede noget positivt, i det her tilfælde et lokalblad. Jeg slår mig selv i nakken og forbander min forfængelighed og mit "handicap" over mine manglende færdigheder i udi det skriftlige grønlandske, sparker mig selv bagi for at tage mig det nær, og tænker endnu engang med ærgelse på, at jeg stod midt i tidevandet, da mit land skulle finde sig selv og sin nationale identitet. Vi er mange og flere end I tror, der holder igen og holder tilbage, fordi vi ikke orker, at blive slået oveni hovedet med at vores sprog ikke er fint nok, tiltrods for at det er fuldt ud forståeligt og godt nok. Der er mange, der kan bidrage med meget, men som mere eller mindre åbenlyst er forment adgang, for sprog kan og bliver tit brugt som et magtmiddel. Følelsen væltede ned over mig som domino-brikker, da jeg blev nødt til at spørge om hjæp til oversættelse af artiklen, og blev kun yderligere forstærket da jeg blev bedt om at sende artiklen ind "grydeklar". Har jeg iøvrigt fortalt, at jeg ikke blev optaget på journalistskolen for 21 år siden, fordi jeg ikke havde en afgangseksamen fra folkeskolen i faget grønlandsk? Ligegodt det samme, for jeg får i dag stillet min skrivelyst via min blog og kan skrive, mene, tænke, føle eller lade helt være som det lyster mig uden at skulle stå skoleret for andre end mig selv.

Afgiftning

2007-10-20T12:47:00.000-02:00

Jeg har haft det oppe og vende før her...Jo, så blev det vedtaget, at afgiften på sukker, nikotin og alkohol skal stige, og det er måske i sig selv ikke noget at brokke sig over, medmindre man er forbruger af disse varer! Men jeg havde nu set, at man på een eller anden smart måde kunne sætte prisen på andre sunde varer ned! Men nej! Vi skal for guds skyld ikke være smarte eller gøre det nemt for den grønlandske befolkning at leve sundt og giftfrit. Jeg giver både det ene og det andet politiske parti ret i, at det bliver en bestemt befolkningsgruppe, det går ud over, men jeg er næsten (kun næsten) overbevist om, at man kunne have strammet lidt her og løsnet lidt der og stadig have hentet lidt penge ind til landskassen. Jeg er klar over at der ikke er afgifter på grønlandsk lamme/fårekød, sælkød, fisk og rejer fra landets egen produktion og så videre, men et eller andet sted er det himmelråbende åndsvagt, at man kun tager og ikke giver! Vi, der kan undvære både nikotin, alkohol og sukker (eller ihvertfald noget af det) kommer nok i den store sammenhæng ikke til at mærke det, men hvad med børnene, hvor både far og mor drikker dagligt/ofte, samtidig med at begge ryger?? Ja, jeg spørger bare. Kunne de penge der bliver taget ikke gives til prisnedsættelse på sund mad?? Og måske kunne politikerne kikke lidt på deres fede lønsedler og spørge sig selv om, de virkelig er deres løn værd.. (De skal nok få råd til både havannacigaren, whiskysjussen og den fine chokolade til kaffen med deres løn)

Kvinder og børn

2007-10-18T18:50:00.000-02:00

Læs dette link!!Endnu engang må jeg konstatere, at børn og kvinder, mere eller mindre frit kan misbruges som man(d) lyster! Straffen, hvis man kan tale om en sådan, når man(d) kun får 8 mdr. for 9 års misbrug kan i mine øjne kun anses for at være symbolsk. Vi lever i så lille et samfund, at vi alle mere eller mindre ved hvem manden er, hvem hans familie er og næsten kan regne ud, hvilke børn, det er, som han har misbrugt (Der er tale om blodskam!) I disse tider, hvor der findes litteratur (se nedenstående indlæg) skrevet af mænd og kvinder, der på egen krop har oplevet at blive misbrugt som børn, ved vi alle, at det er en dyb traumatisk oplevelse, som resten af livet vil påvirke og matre den misbrugte. Mine tanker går også til børnenes forældre (om mandens kone), der højst sandsynligt sidder tilbage med fortvivlede, frustrede og selvbebrejdende tanker, og sikkert som, jeg har svært ved at forstå den milde straf, man idømmer en mand, der har ødelagt to børns barndom, tillid til voksne og andre mennesker. Han har ødelagt noget for børnenes forældre og sin ægtefælle, ja hele sin nærmeste familie, der bliver sjæleligt sønderrevet og som nu sidder med sorg og skam, selvbebrejdelser og frustrationer. Tænker Nuuk kredsret mon, at uanset, hvilken straf de idømmer manden er skaden alligevel sket og at enhver straf alligevel i samfundets øjne vil være for mild?? At det er for dyrt for samfundet, at have manden siddende i anstalt med kost og logi? Jeg mener at det er på høje tid, at Grønland tager strafferammen for sådanne forbrydelser op til fornyet revision både af hensyn til de forulempede, dennes/disses familier og for det omgivende samfunds skyld. At mandens navn er nævnt i artiklen, har jeg lidt ambivalente følelser for: Det er et lille samfund og at mandens navn (rygtedannelse eller ej) er nævnt og står i et landsdækkende medie, gør at han resten af livet vil blive husket for hvad han har gjort, ved ihvertfald to børn.. Er det godt eller skidt?? Har den dømte ingen rettigheder??Ingen skal dog være i tvivl om, at jeg personligt ville have manden idømt en meget, meget længere straf, behandling og kemisk kastration, samt forbud mod nogensinde være at alene med mindreårige børn. Jeg håber, at børnene og ikke kun disse to børn, men alle børn, der har været udsat for seksuelt misbrug, vil få tilbudt en eller anden form for behandling/terapi, så de ikke skal bære rundt på deres oplevelser uden nogen form for værktøjer til at håndtere og takle de tanker og minder, der givetvis vil opstå senere.

Kalak

2007-10-13T20:50:00.000-02:00

Bogen "Kalak", som Kim Leine har skrevet er meget hurtigt læst, og jeg sad bagefter med en mærkelig smag i munden. Der er ingen tvivl om, at Kim har haft nogle gode og dejlige oplevelser i Grønland, og at han virkelig holder af at være heroppe, men beskrivelserne af hans Grønland er mest baseret på hans besøg på snuskede værtshuse i Nuuk, og de kvinder han har kunnet støve op sammensteds. Beskrivelser af et sølle liv, hvor sex,utroskab, alkohol og pillemisbrug er hovedtemaet forusaget af dybe traumatiske incest-oplevelser i hans teenageår. Af grønlandske kvinder, som han slet skjult ikke har ret meget respekt for, og som han ikke har gidet, orket eller magtet at beskrive mere nuanceret end hvad de kunne præstere i sengen og hans oplevelse af deres seksualitet. Det eneste tidspunkt, hvor jeg anede og troede at Kim ville bruge det sprog, som han mestrer så fint, var når han skulle beskrive nogle af de retter han tilberedte. Hans kone Lærke igennem mange år og mor til hans børn, lærer læseren aldrig at kende, og hans samvær med børnene og af børnene bliver ligeledes beskrevet meget overfladisk og intetsigende, og dem lærte jeg heller ikke at kende gennem Kim. Derimod kunne han meget malende, beskrivende og ned til mindst detalje fortælle læseren om, hvordan hans far udnyttede ham seksuelt, da han var teenager. Hvis jeg ikke vidste bedre og som jeg læste det, var der en stærk tvetydighed i beskrivelsen,- fantastisk godt og ophidsende (måske også mange år efter, når han beskriver det) og alligevel så traumatisk en oplevelse, at det kommer til at præge ham.
Kims beskrivelse af de grønlandske kvinder finder jeg nærmest usmagelig og ensidig, og lader mig tilbage med en opgivende tanke om, hvordan vi nogensinde skal slippe af med omdømmet som drikkende, lallende, ansvarsløse og billige. Heldigvis har jo Julie Berthelsen, der som grønlandsk kvinde, kan gøre et lidt mere heldigt indtryk i omverden af den grønlandske kvinde. Jeg håber (for)Kim, at han vil skrive endnu en bog, hvori han kunne fortælle om de oplevelser han måtte have haft til trods for sit misbrug og til trods for at bar rundt på dybe personlige problemer her i Grønland og i den næste bog, vil forsøge at fremstille os grønlandske kvinder som tænkede mennesker, der både kan tage en uddannelse, varetage opdragelsen af vores egne børn, som ikke kun tænker med det vi har mellem benene, at vi har sunde og gode interesser, der optager os og at vi er nogen heroppe, der lever et anstændigt liv som ansvarsfulde borgere med interesse for verden i og udenfor Grønland. Kalak er og bliver et skældsord (jeg har aldrig hørt det brugt eller ment udelukkende positivt) og jeg kan kun sige at Kim tilsyndeladende har levet som en kalak heroppe i Grønland. Du bør dog læse andre anmeldelser her og der og allevegne for at få et mere nuanceret billede af Kim Leines debut-bog, dog skal han roses igen for sit fine sprog, og for at skrive en erindringsroman fra sin tid i Grønland. Det er "sjovt", at læse om hvordan andre oplever det land jeg/vi bor i. TAK!

Pris-politik igen!

2007-10-03T09:27:00.000-02:00

Der er stadig drøftelser i de forskellig medier, om hvor vi skal lægge afgifterne ind henne: Om det skal være på øl og spiritus, slik og sukker, brændstof eller motorafgifter. Der er snak og diskussion om, hvorvidt man skal "straffe" de rige og beskatte dem, så de fattigere ikke bliver endnu fattigere. Naturligvis skal de fattige ikke straffes, men der må kunne findes løsninger, der er til gavn for alle samfundslag og for landet økonomi. Jeg er ikke særlig god til tal, men på en eller anden måde må problemet kunne løses økonomisk.Alle disse forskellige drøftelser, vil jeg ikke direkte brokke mig over/gå ind i, men jeg mener man skal passe på ikke at straffe folk der har taget en uddannelse, og som yder ekstra både for sig selv, arbejdet og samfundet ikke bliver straffet og frataget lysten til at gøre lige netop det ekstra ved at beskatte deres indsats eller fratage dem deres motivationsfaktorer. Hvis I er interesseret i at læse med i debatten, er her et godt link. Jeg har tidligere skrevet at jeg mener, at man bør lægge afgifter på sukkerholdige nydelsesmidler, tobak og alkohol og sætte prisen ned på sunde madvarer og madvarer, der er produceret her i landet. Dette naturligvis for at fremme fx landbruget/fangererhvervet/fåreholdernes vilkår, men også for at være med til som land, at mindske transporten af fødevarer. (Vi importerer lamme/fårekød fra andre lande, New Zealand, og tænk lige på det brændstof, der bliver brugt til det! I Grønland producerer vi noget af verdens fineste lammekød- økologisk endda) Apropos straffe de "rige": inden Sisimiut Kommune besluttede, at der skulle bygges et kulturhus, var der diskussion om hvorvidt de penge, der skulle finanses til kulturhuset skulle bruges på dette byggeri eller om de skulle gives til socialt ramte familier/børn.. Øv, tænkte jeg! Ingen i min familie er sociale tilfælde eller behøver midler fra de sociale myndighederr. Vi har alle taget en uddannelse og betaler skat af de penge vi tjener. Min yngste søster sad i kommunalbestyrelsen og var politisk aktiv, min anden søster er meget aktiv indenfor foreningslivet, og gør en stor, gratis indsats der, og jeg selv hjælper lidt til i Røde Kors. Skal vi såkaldte "rige" overhovedet ikke have nogen fornøjelser eller muligheder andre end dem vi selv skaber.. Her i byen er der ingen biograf, og koncerter foregår i idrætshallen eller kirken. Der er ikke et sted, hvor vi kan samles om intellektuelle/kulturelle input. Generelt set bør folk med resourser have et sted, hvor også de kan tankes op og finde energi, så de fortsat kan yde en indsats til gavn for samfundet og dem selv. Eller er jeg helt gal på den??

Mænd i det hele taget!

2007-09-27T18:49:00.000-02:00

Og for at aflive eventuelle gisninger om, at jeg slet ikke kan lide mænd! Jeg er godt gift og har en søn på 20 år, mine bedste "veninder" gennem tiderne har været mænd, så det er ikke derfor jeg kører en hetz-lignende blogindlægs-forfølgelse, men fordi jeg ganske enkelt er bekymret over fremtidens mænd (mine døtres kommende ægtefæller) Læs HER på side 22!

Frygteligt

2007-09-14T22:25:00.000-02:00

Og hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at et mennesker, der er under (såkaldt) opsyn kan komme så galt afsted og begå så voldsomme handlninger uden det bliver opdaget??? Det var vel ikke helt uden grund, at den unge mand var på institution, og som avisen Sermitsiaq skriver i dette indlæg (og lidt mere her og her), er det underligt, at den unge mand, kan komme tilbage til institutionen tilsølet i blod uden at nogen, går ham på klingen.. Måske er jeg for hurtig med at dømme både den unge mand og den institution, har var på, men voldtægten og drabet er så makabert (bare at tænke på) at jeg farer op i loftet. Jeg har så forfærdeligt ondt af den gamle kvinde, der skulle afslutte sit liv på den tragiske, sørgelige og makabre måde og kan naturligvis ikke lade være med at tænke på de kvinder jeg kender i den aldersgruppe. Og jeg kan jo heller ikke lade være med at tænke at endnu en ung grønlandsk mand med store sjælelige, åndelige karakterbrist. Jeg er glad for at der dog også findes grønlandske mænd, der fungerer godt...tænk, hvis jeg kun kendte dem gennem medierne, hvor man kan læse om dem via kedelige statestikker og i kriminal-sektionen.. NUmå I ikke tro, at jeg kører en hetz mod grønlandske mænd, for jeg er så sandelig godt klar over at både danske, amerikanske, spanske, franske og alle andre (især) mænd også begår kriminalitet....

Grønlandske mænd

2007-08-31T18:59:00.000-02:00

Læs måske først dette Og dette indlæg kan højst sandsynligt proppe mine ører ned i een eller anden vridemaskine, men jeg mener nu alligevel: Vi har altid vidst det: at grønlandske mænd håndterer deres forskellige kriser ualmindeligt dårligt. Dette er naturligvis en generel betragtning, men de tørre, statistiske tal taler jo et uhyggeligt sprog, og vi, der lever mere eller mindre tæt på de grønlandske mænd, kan jo desværre se, at der er en trist tendens til, at mændene heroppe, lever under kummerlige intellektuelle og åndelige kår. De dropper ud af deres uddannelse, klarer sig generelt dårligere og har et hav af dårlige undskyldninger for, hvorfor de klarer sig dårligt. Hvorimod man oftere og oftere ser enlige mødre gennemføre en uddannelse med høje karakterer.Jeg synes at det er tankevækkende, at de to (grønlandske) mænd jeg har mødt, der har været i misbrugs-afvænning først under deres behandling har lært at tale om deres problemer og med åbne øjne, tage ansvar for deres handlinger. Jeg kan jo ikke lade være med at tænke på om den behandling, der bliver givet til misbrugere, ikke burde gives generelt til alle, der fx. har ondt i sjælelivet? Eller som 1. gang bliver anmeldt til politiet for vold eller på anden måde giver udtryk for at de ikke magter at løse deres kriser på en fornuftig måde og at de får mulighed for at lære at tackle kriser, konflikter og konfrontationer??? Men vi kvinder skal også gribe i egen barm, for det er ofte os, der er mødre og søstre til de grønlandske mænd. Jeg formoder, at vi giver dem en for dårlig opdragelse og ikke lærer dem kommunikativ håndtering af konflikter både med andre og med dem selv, at vi kræver for lidt af dem, når der løber ind i problemer, og at vi er for dårlige til at tale åbent om problemer?? At vi er for hurtige til at fordømme og pege fingre, og at vi i kulturen heroppe måske sidder for godt fast i det dynd, vi fejlagtigt kalder tradition: hver mand/kvinde må selv finde sine egne løsninger...men alle mennesker har godt af at kunne spejle sig i andre, for bedre at kunne se sig selv, og det mener jeg at vi alle er for dårlige til. Vi har endnu ikke lært at vi med kærlighed kan påpege overfor et medmenneske, at vedkommende er på forkert kurs og i en assertiv og konstruktiv tone sige det, -og hvis vi endelig finder de rette ord, er det ikke ualmindeligt, at de ører vi siger ordene til, hører noget andet; nemlig kritik og fordømmelse. Jeg tror at verden, og ikke kun Grønland, ville komme langt, hvis vi sørgede for at mødre/kvinder fik en grundig uddannelse både fagligt og menneskeligt, da det jo i sidste ende, er os, der varetager den første kontakt med børn, både pigebørn og drengebørn. Vi skal opgradere vores uddannelsesniveau med 100% , og vi skal turde tage fat i de problemer, der er for mange af heroppe: alkoholmisbrug, hashmisbrug, manglende ansvarfølelse overfor sig selv og andre, seksuelt misbrug af børn og kvinder, mangel på højtuddannede grønlandsktalende og den snigende/stigende ligegyldighed, der hersker. Måske en gammeldags tankegang??, men i disse dage, ser jeg for mange der ikke klarer deres opdragelse af deres børn, ualmindeligt dårligt eller slet ikke, og når jeg så i Sermitsiaq læser dette, bliver jeg trist om hjertet, og tænker, at vi er på vej mod den menneskelige afgrund. Mine døtre vælger måske engang en grønlandsk mand og jeg ville da ønske for dem, at udvalget af (også) grønlandske mænd, med mod og hjerte til at indse konsekvensen af deres handlinger og med mod til gå ind i en konflikt på en ikke-voldelig måde, og med mod til at udtrykke både gode og dårlige følelser verbalt, til den tid er større end den er i dag. Det var en lille strøtanke, artiklen satte igang, og lur mig om jeg ikke vender tilbage til emnet mange gange igen. Og jeg er fuldstændig klar over at det ikke kun er grønlandske mænd, der klarer livet skidt (Lige i dette øjeblik, sender de i TV-avisen DR om akkurat det samme problem bare med danske mænd). Se dette link endnu engang og bliv forfærdet.

BORGER-OPLYSNING

2007-08-30T10:40:00.000-02:00

Eller er det en test i borgernes tålmodighed. Så har jeg da tabt for længe siden. Jeg er ved at være godt og grundigt træt af de kampagner, der kører hver aften i KNR (Kalaallit Nunaata Radioa= landsdækkende radio og fjernsyn). Der er i og for sig intet galt med deres kampagner, og emnerne er såmænd også fine nok, men det er længden og mængden af dem, der er ved at drive min tålmodighed ud over kanten. Hver aften skal vi bombarderes med, at man ikke må slå sin kone, at man ikke må drikke, når man skal ud og sejle, at man skal sørge for at vedligeholde sin påhængsmotor, hvordan man skal se ud og opføre sig, når man skal ud og søge arbejde og så videre og så videre. Det er fine tiltag og meningen er også god, men gudihimlen, hvor er jeg træt at se dem aften efter aften igennem måneder og halve år. Er det mon fordi, de ikke har andet at sætte på programmet/ ikke har andre oplysningeskampagner? Kunne man for dælen ikke nøjes med at sende dem to gange om ugen (og så er det endda mange gange) og så gennem længere tid? Det er ligesom at der går "mode" og nu er det kun dét, der er aktuelt i konetæskning, seksuelt misbrug af børn, havari på havet og hvad der nu ellers er kampagne for. Kampagnen for AIDS er da fx. stadig akuel, men det er ligesom om, at det ikke er in, at beskæftige sig med det lige nu??? A L T S Å ! Kom med noget nyt eller genbrug det gamle engang imellem, så vi får lidt variation på KNR. Så svært kan det altså heller ikke være. Jeg tror jeg går op i lokal-tv-foreningens kontor i dag og køber et nyt månedskort til en kvart månedsløns til vores dekoder. Så kan jeg i det mindste sidde og grine af Americas funniest homevideo, for på KNR, er der sgu'itte meget at grine af!

Pris-politik

2007-08-30T08:31:00.001-02:00

Igår da jeg var ude og handle, stod der i Brugsen lige inden for døren, en stor kasse med ganske almindelige grønne vandmeloner. De så ikke alt for indbydende ud, og indbydelsen til at købe dem, mindskedes også helt gevaldigt, da jeg fik øje på prisen: 59,95 dkk. Godt nok er jeg meget glad for frugter og i særdeleshed meloner, men at give 60,- danske kroner for bare een...Nej! så tror jeg at jeg springer over. Derimod kunne man købe 4 store poser Haribomix for en flad 50-er, og umiddelbart, så det ud som om, at jeg ville få mere for mine penge, hvis jeg valgte mixet. Jeg er naturligvis fuldstændig klar over, at rent ernæringsmæssigt skal jeg vælge melonen, men er børn for eks. klar over det? JO, det tror jeg. Man kunne også købe en hel (lille) kasse med 6 stk. vaffelis for den latterlige lave sum af 10 kr. Jeg kan godt betro jer, at der var mange skolebørn, der var henne og forsyne sig med et par kasser. Jeg har smagt isen på et tidspunkt og vaffelisen er forbløffende god, når man tager varedeklarationen i betragtning. Jeg mener stadig, at man burde (fra politisk side) lægge en ordentlig afgift, der kan mærkes på sukker og fede produkter, og man burde så kunne billiggøre frugt, grønt og for.eks. madvarer med reducerede kalorier (let livet, asis o.a) og på hjemmeproducerede varer, som fx. grønlandsk lam/får, rensdyrkød, moskuskød og lign. Hvad der tabes på gyngerne kan man tjene på karusellen (eller er det omvendt??) princippet. Vi er ved at være en stor "nation", forstået på den måde, at man ser ualmindeligt mange fede/overvægtige børn og voksne heroppe i Grønland også. For ganske få år siden var det et særsyn med overvægtige børn, men desværrre ser vi flere og flere, der har problemer med at holde dellerne indenfor tøjet. (Det kan jeg så også gå og hidse mig lidt op over.. Det vil jeg skrive et indlæg om senere: unge overvægtige piger, der klæder sig i ekstremt lavtaljede stramme bukser og korte toppe så vi andre har frit udsyn til alle deres mega-store hvide deller-øv)Jeg tilhører absolut heller ikke den lettere del af befolkningen, så jeg ville da også for min egen og mine børns skyld ønske at det var noget billigere at leve sundere (uden det dog kan siges, at det kun er derfor vi er overvægtige, men det ville gøre det lettere at tabe sig og lettere at holde den, når den er opnået)

Velkommen

2007-08-29T20:41:00.000-02:00

Efter at have lavet en mindre afstemning på min blog, om hvorvidt jeg skulle lave en separat blog udelukkende til min sure galde, har jeg oprettet denne blog. Her vil der formentligt ose af negative tanker, sure miner, uretfærdig harme, livets fortrædeligheder og andet fra samme skuffe. Jeg håber naturligvis at jeg kan servere det på en let fordøjelig måde, så I kan holde det ud, men

dette vil være det forum, hvor jeg vil læsse alt mit brok af. Der er mange ting, jeg i det daglige går og bliver mere eller mindre irreteret over, og jeg er af den opfattelse, at man skal lukke noget af det skidt ud, der hober sig op inde i een...ellers bliver man åndeligt, intellektuelt, mentalt forstoppet. I må meget gerne skrive til mig, og meget gerne kommentere mit brok. Det hjælper nogen gange at få belyst tingene fra andre vinkler, dog vil jeg forbeholde mig ret til at kræve en sober tone;- også fra jer af..ellers brokker jeg mig også over det! I dag er der såmænd ikke så meget at brokket sig over udover vejret og det dårlige sejleforhold, som lænker mig til landjorden. Man kunne sikkert sagtens sejle fra punkt A til B, men jeg sejler jo oftest for at sejle og nyde sejlturen. De har lovet regn og regn og sågar torden/lyn, ( og nu vil de ikke engang stå ved det, for nu har de fjernet det igen) men min lid til dmi er efterhånden noget tyndslidt. Jeg har bønfaldt højere magter om bedre vejr og gerne i lang tid, for vores sommerferie bar ikke just præg af varme, sol og sommer. Hmm.. men jeg vender tilbage til dette lille lukkede værelse, hvor jeg vil udgyde min galde, harme, sure opstød og andet i sammen genre. Kan du ikke holde det ud, så klik tilbage hertil, hvor tonen er lidt mere optimistisk og sober. Som sagt: kom gerne med en kommentar, så vi også kan få nogle saftige diskussioner i gang.